Livsstil....

Hvem ved ikke hvor let det er at falde tilbage i de gamle vaner, når man prøver at ændre livsstil?
JEG ved det, men er lige nu bevidst på mine "tryk knapper" altså det er trikker mig til at falde tilbage.
Det inviterer slet ikke at falde tilbage til den jeg var. Et skridt frem - 2 tilbage.
Men ved hjælp af min Noom app, som motiverer mig, samt mit eget genuine ønske om at ændre form og livsstil, har jeg siden midten af august kunne trække 7kg fra min oprindelige vægt.

....meeeeen når jeg ser på billedet over, så må jeg jo indrømme at den dersens chokoladekage ser umådelig saftig og velsmagende ud. Det er længe siden jeg har spist chokolade nu (i mine øjne).
Jeg kan jo kun snakke for mig selv og jeg kan da fortsat godt blive dårlig og få små "abstinenser" når jeg skal handle og gå forbi alt de søde, men jeg tror at det gælder for mange af os, der prøver at gå ned i vægt. Men hvor stolte er vi ikke af os selv når "suget" er drevet over og vi er kommet ud af butikken UDEN sødsager. Jeg giver mig selv et skulderklap, for det har jeg fortjent :)

Lærte vi ikke engang i skolen at "du bliver hvad du spiser"? Hmmmm stof til eftertanke.

Da jeg for snart 18 år siden blev mor for første gang, var der ikke mange gram til overs på denne krop, men som barnet vokser og lærer, så gik jeg i fælden (min tese).
Hvor ofte hører vi ikke os selv sige til børnene (eller har hørt egne forældre sige det, da vi var små) "nu må du spise op", "ahhh, du klarer en bid til ...for mor". Hvad er det vi har lært og/eller giver videre? Som om det ikke er nok, så er vi nok mange der før eller siden har taget sig selv i at "tømme" barnets tallerken. Appetitlig NOT, ...husk, "du bliver hvad du spiser" ....puhhh altså en skraldespand.
Det er heldigvis mange år siden at jeg indså hvor galt det var. Men tilbage til det vi lærer børnene. Hvad er det vi gør og hvorfor? Lærer vi ikke vores børn at uanset hvor ondt vi har i maven eller hvor mætte vi er, så klemmer vi lige det sidste ned, for det er normen? Hvorfor levner de fleste voksne mad på tallerkenen når de er ude in public, det værende restaurant, selvskaber etc., vi må jo spise op. 

Er det ikke bare lidt dobbeltmoralsk? Gratis mad kan vi levne, men den mad vi selv har betalt skal vi nåde trøste mig spises op. OMG og så undrer vi os over hvor vores overvægt kommer fra, vi spiser for sjældent ude.

I mange husstande (incl min egen) er hygge = mad. Hvor mange gange har du ikke sagt til din familie "nåh skal vi se lidt tv og hygge os?"....og hvad sker så, jo et eller andet bliver sat på bordet. Nej nej nej. Kan man nu hverken hygge sig uden tv eller mad? Er vi blevet lidt for amerikaniseret eller er det et haltende forsøg på familie multitasking?

Jeg tror det hele handler om at være utrolig bevidst på sine handlinger. Hvilke værdier og normer, evner og kundskab vi ønsker at give videre til vores efterfølgere.
Det havde været umulig for mig at sætte fingeren på fælderne, hvis jeg ikke var bevidst mine egne fejl.
Ændringer må til men det er ikke bare at kaste alt det kendte (for børnene) på porten for så at starte på nyt. Nogen kan måske det, men jeg tænker nu på at børnene må få anledning til at tilpasse sig den nye livsstil og gøre små ændringer med jævne mellemrom for at vise stabilitet. For som jeg indledningsvis skrev, så er det let at ryge tilbage i gamle vaner. Alle må kunne eje mestringsfølelsen.

Selvfølgelig er vi alle forskellige og har vores egne måder og meninger, men hey kan vi ikke lære af hinanden?