Højtidelig afslutning

Ja så har jeg (og resten af gruppen) gennemført PMTO - Parent Management Training (Oregon) kurset. Fik diplom og kage gjorde vi også.

Vi forældre burde egentlig (ved nærmere eftertanke og set i bagspejlet) have haft dette kursus i barselsgave.

"Til lykke til den nye verdensborger og til far og mor, her har I en flot gave fra os"

Hold da helt ......, det drejer sig altså om en gevaldig holdnings ændring (for nogen), altså på en positiv måde. Det er jo bare så let at være hyggelig og mild og så høster man jo en helt fantastiske frugt.
Det er skræmte mig mest (tror jeg) er at teknikkerne er "evner" jeg har haft hele livet (we all do) men miljø, samfund og ja til dels også egen opvækst, danner grundlaget for hvilke rollemodeller vi er for vores egne børn.

Igennem kurset har jeg lært, at andre familier også ser udfordringerne i hverdagen, men før..... da troede jeg at det kun var min familie der havde det lidt "anstrængt" ...hallo get back to reality. Det er jo ikke så mange familier jeg kender hudløst godt, men seriøst. Hvor mange forældre har man ikke hørt sige "nu må den rådne unge snart tage sig sammen"...(puhh) eller..."nej vi har aldrig hævet stemmen over for vores barn"... (bvvaaa)
Dannes børnenes adfærd ikke igennem os som rollefigurer, skaber vi ikke selv "rædsels barnet" eller "guld-ungen"
Der er måske mange familier, som bare glider igennem livet, som en surfer der rider en stor bølge, og klare alle skærne når de kommer og som er rolige når ringene i vandet bliver for store.

Der er et hav af familier der ude og et hav af muligheder og alternativer og ja det kan være overvældende at møde sig selv i døren, men hvilken vej ønsker vi at stikke ud for vores børn. Kan vi løfte dem op til et højere niveau, ved hjælp af systematisk brug af opmuntring, effektiv grænsesetning og brug af konsekvenser.
Der er mange måder at "se" sit barn på og hver for os, må vi vel finde den synsvinkel som passer bedst.

Nu kommer så den spændende del...hverdagen.
Jeg sidder her med skræk blandet fryd, midt i alt mit flotte nyerhvervede værktøj og tænker. "Klare jeg virkelig dette" Jeg vil jo yde og præstere, akkurat som alle andre og ikke mindst på hjemmebane.  Opnå fuldkommen lykke og balance i familielivet....er det så dumt at sigte efter...er det naivt?

Denne har jeg lagret i langtidshukommelsen og tager den ofte frem.

Huskeregel #1     5-1  

(5 positive beskeder opvejer 1 negativ)

Prøv om du klare at holde balancen

Jeg kan nu i hvert tilfælde godt lide et klap på skulderen og få ros og bekræftelse, at høre der er brug for mig og at man sætter pris på mig og det jeg gør. Jeg kender ingen der ikke "vokser" lidt ved ros og opmuntring. Det er også en motivator for at gøre det lidt bedre næste gang, er det ikke? ;)

Der findes ikke den mindste tvivl i mig, så dette skal jeg nok også lykkes med :D
Man er altid lidt spændt, men så bliver man vel egentlig også lidt mere fokuseret og bevist på hvad det er man har gang i og konsentrerer sig, for at nå sit mål.

Jeg har selvfølgelig brugt min familien som "forsøgs kaniner" i forløbet og hold da helt ferie, for en aha oplevelse. Gode resultater fra 1'ste dag. Det er der noget ved :) Børnene syntes også det er sjovt at være med i de forskellige prosesser, som de måske slet ikke havde indflydelse på før. Eller bare det at prøve noget nyt som gælder hele familien.

Belønning...jamen hvorfor? ...har jeg gjort noget du satte pris på?

En stor tak til 2 helt fantastiske kursusholdere som gjorde det let at lade sig rive med. Kurset kan jeg varmt anbefale til alle forældre.

I min verden er der grus i øjnene og hang til at ligge.
Godnat!