Så er 11 dage gået.... langsomt og alligevel så forbasket hurtig. Mange hændelser vil jeg helst glemme og få vil jeg tage godt vare på i mit overarbejdede hjerte.
Er det mulig at sørge på forskud? Jeg prøver ikke at gøre det men når jeg snakker med mine venner, høre de i min stemme at situationen er alvorlig. De giver mig trøstende ord, et kram og bekræftelse på hvor flot det er at jeg er hos mor, at jeg er stærk......men uanset hvor stærk jeg måske lyder i telefonen eller i samtalen ansigt til ansigt, så er min verden i grus. Et liv er ved at ebbe ud og jeg står på sidelinjen og kan ikke påvirke resultatet.
Elsk mens du tør det, lev mens du gør det.
2 kommentarer:
Kjære Lea.
Det er fullt mulig å sørge på forskudd, og du skal gjøre det. Det er sånn vi mennesker er laget for at vi skal holde ut alt, at vi kan sørge litt også før hvis det er mulig.
Når nå alt ligger i fortid så vil du oppleve en ennå større sorg, men også en visshet om at nå er alt bra.
Nå er alt rolig og hun har ingen plager, og dere kan gå videre i livene deres, slik det er ment.
Og du skal vite at hun er med deg i alt du gjør og alt du tenker, fordi hun er deg...
Hun sier til dere: Dere skal ikke ikke sørge sørge over meg, men feire mitt liv! Det var stort og innholdsrikt, og alle dere mine kjære var med i det..
Jeg sender deg styrke og mot, og vet at alt blir bra.
Med kjærlighet, Mette-Marie <3
Det blev bogstavelig talt den sidste aften, med mor.
Send en kommentar