Uselviske handlinger

Dea Nikqi, 2 år

De sidste 6 måneder har mine tanker og dele af mit overskud gået til mit lille hjertebarn Dea.
Vi er mange der har stået sammen for at hjælpe hende ud af sygdommen og tilbage til livet og nu er hun endelig fri for kræft. Det er årets glad-nyhed og alligevel så bekymrer mit moder hjerte sig. Det første år kan hun få tilbagefald og da er der ikke mere at gøre. Trøsten er så at børn med Down syndrom responderer bedre på kemoterapi end andre børn. Hvor er hun heldig som har Down syndrom, tænker jeg.

Tiden er snart inde og familien skal rejse fra Skejby Universitets hospital. Fremtiden er uvis, skræmmende og spændende på en og samme gang.

Dea, du har rørt mig og det var let for mig at blive glad for dig og engagere mig i dit liv.
Selv om jeg ikke havde den direkte dialog med foreninger, regeringen og helsedepartementet så husker jeg mange søvnløse nætter. Jeg søgte efter glade givere der ville donere penge til din kemoterapi for i starten var det den eneste mulighed du havde for at overleve sygdommen. Dine forældre måtte selv finde midlerne til din behandling. Vi var et 10 tals mødre fra Norge + 1 fra Danmark, som kastede os ud i ukendt territorium, sendte mails til ukendte mennesker, organisationer og hospitaler i mange land, for at hjælpe og det endte jo godt. Regeringen i Kosovo besluttede at sende dig til udlandet for at få behandling og de betalte din behandling.

Det er en hård omgang du har været igennem, men du har klaret dig. Du har vundet dit livs kamp. Nu er du rask og kan lege, hoppe og være den dejlige lille livsglade pige der nyder livet, sådan som det burde være.
Du fik mig til at give mere af mig selv, end jeg troede var mulig.Tak for alt du har lært mig. <3