3xT

Tillid, tryghed og tilgængelighed.

Hmmm, de ord kan dække så meget. Jeg syntes det er svært at prioritere rækkefølgen af tanker der strømmer forbi på mit indre nyheds-løbelys. Hvad skal jeg give fokus og dermed kraft?
Det positive vinder.
Min lille hjerteknuser Pia (også kendt som Frk. Fnug) fik indvilget aflastning sidste år, hver 3. weekend. Det har været en lang process for mor, for intellektuelt forstår jeg godt at vi, på sigt, har brug for at indhendte ny energi, men hjertet forstår ikke at det behov kan opstå. Det er jo mit barn, jeg er mor til hende som til de andre, så hvorfor skal det være anderledes?

Den sidste tid har været ufattelig spændende. Efter sidste ansvarsgruppemøde fik jeg en telefon fra habiliterings tjenesten, de havde fundet en familie som passede til Pia. Jeg stod midt i Drammens gågade da jeg svarede telefonen og få minutter inde i samtalen, kunne jeg mærke tårene presse sig på. En fra ansvarsgruppen havde meldt sin interesse. Jeg krydsede mine fingre og bed mig i læben, kunne jeg være så heldig, for en person lå definitivt øverst på min liste. Damen der ringede forstod det at holde mig på pinebænken og i mellemtiden skyndte jeg mig ind i en butik. "Det er Pia's sundhedsplejerske, Lea". Var det sandt det jeg hørte?....jeg bad hende gentage navnet - jo det var sandt. Kender du følelsen af at have vundet en million sum?...nej heller ikke jeg, men jeg kan forestille mig at det føles på samme måde, for jeg havde vundet i lotto. Jeg takker skæbnen for at der ikke var så mange mennesker i butikken, for hvis de havde tyvlyttet til samtalen må de da have troet at jeg havde jordens dårligste opfattelsesevne, så mange gange som jeg gentog "...er det sandt?"

Nu har vi brugt godt og vel 1 måned på at blive bedre kendt. Været på hjemmebesøg for at se hvor familien bor, hvordan de lever og hvad der får deres klokke til at tikke. Denne fredag var lidt udenom det almindelige, måske specielt for mor. Pia skulle på sin første prøve-overnatning. Jeg sagde på gensyn til Pia da jeg satte hende i morgen-taxien på vej til børnehaven. Jeg skulle ikke se hende før lørdag eftermiddag. Børnehaven havde tydeligvis troet at Pia skulle være væk en uges tid, med tanke på den taske jeg havde pakket, men vores kære sundhedsplejerske syntes det var dejlig at der ikke manglede noget.

Imod alle odds klarede jeg at koble ud og slappe af. Det var stille da jeg lagde hovedet på puden vel vidende at jeg ikke skulle ud af sengen i løbet af natten for at se til Pia. Jeg vågnede 3 ganger i løbet af morgenen, før jeg tillod mig selv at stå ud af sengen igen. Morgenmaden blev indtaget i stilhed, der var jo heller ikke andre småfolk i huset.
Jeg syntes det var lidt skræmmende. Forsmagen på alderdommen. MEN jeg skal tænke positivt og Pia har brug for forældre med overskud. Jeg har brug for overskud