Livet går fra vugge til grav, det er de fysiske punkter og vi forener eller forholder os til dem.
Men er der en større mening med vejen imellem de 2 punkter, end den vi umiddelbart ser?
Cyklusen, de evigt tilbagevendende hændelser i livet.
Der er mange af dem, ikke sandt?
Vi lever os ind i cyklusen og lever trygt og godt....længe.
Jeg tror det er da vi bliver kaldt for vanedyr.
Det er ikke nødvendig at røre ved noget der fungerer vel? men så en dag
helt uventet, så er der alligevel en der stiller dig de kritiske spørgsmål.
Der står du og pludselig begynder du at tænke over hændelserne i dit liv.
Hvad nu hvis du opdager at den verden du lever i, ikke er den samme som den øvrige
menneskemasse lever i, men en parallel...på en måde.
Du genkender menneskerne, miljøet og måske også hverdagsrutinerne,
men de smukke personligheder er forvrænget og ordene som træffer dit øre
lyder mere som mumling end klar tale....uforståeligt.
Bliver du stående skeptisk måske undrende?
Det går op for dig, at din verden er blevet noget andet end den du i udgangspunktet havde bestilt.
Dit livshjul kørte måske lidt for hurtig, sporede helt af eller hvad værre er, en total kollaps.
Ser du op og undrer dig over hvad der skete og lader hjulet fortsætte eller stopper du hjulet
og gør de ændringer der må til, for at komme tilbage på rigtig spor, be'r du om hjælp?
Du har frihed til at vælge, men lader du andre tage afgørelserne for dig?
Lever du dit liv eller tager andre sig af den opgave?
Hvornår gjorde du noget for dig, som var ægte?
Jeg tror ingenting er permanent, der findes bare kort eller lang sigt.
Alt og alle forandrer sig....også mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar