I dag er det allerede 4 måneder siden jeg sagde "vi ses mor" for sidste gang. Tårene ruller ned over min kind og det gør ondt.
Jeg har fulgt strømmen siden hendes bortgang, men i aftes da jeg sad og så på gamle billeder (2008) kom savnet så voldsomt op i mig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal håndtere smerten, men jeg prøver efter bedste evne, hvor der er en vilje er der en vej. Måske kommer sorgen i små portioner af gangen, som om den ved at smerten er for stor og tung til at få i fuld volumen. Den leger gemmeleg med mig....nu kan du se mig....nu kan du ikk', men tiden læger alle sår..... det må den!?
En masse følelser bliver kastet på mig og de er ikke alle sammen triste. Der er så mange gode minder som vælter ud af min hukommelse og mit hjerte, for der vil jeg altid have dem.
Hvis jeg skal trække lidt humor ind i det hele, så tror jeg at årsagen til mine meget sjældne sorg "udbrud" skyldes morgendagens hævede øjenlåg.
I dag er jeg blevet inspireret af en god veninde og jeg har da også undersøgt mulighederne. Spontan og handlekraftig, der har du mig *blinker*. Nu venter jeg bare på at chancen byder sig, så skal jeg snakke med min udvalgte om sagen. Det er jo ikke sikkert det passer ind i vores liv lige nu, men det er en opgave jeg tror jeg kan mestre ...på sigt.
Nu skal jeg slukke for sluserne....varmtvandstanken er tom og ingen kan lide at tage et koldt brusebad.
Jeg skal for evig holde de jeg elsker i mit hjerte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar