Angst!

Mandag måtte jeg opleve en hver mors mareridt. Min skønne næstældste søn kom ikke hjem fra skolen som aftalt. Jeg ringede til adskillige forældre og opsøgte de mest kendte opholdssteder. Ingen havde set ham. Forældre kørte på eget initiativ ud for at lede efter min søn og andre kom hjem til os for at hjælpe. Jeg blev og er fortsat overvældet over engagementet fra frivillige foreldre og børn og takker for den gode hjælp vi fik.

Tiden gik og da solen gik ned ringede jeg til politiet. Jeg blev positivt overrasket over den hurtige respons jeg blev mødt med, men blev mere og mere bange og ængstelig som tiden gik.
Inden der var gået en halv time, stod der to sortklædte mænd med hund på min gårdsplads. 
Så blev vi bedt om at gennemsøge hele huset og gården, der var ingen spor. Der var meget kontakt til centralen og billede til søg blev distribueret.
Klasselisten blev kronologist ringet igennem og selv om det føles som en evighed, så gik der vel ikke mange minutter før en frivillig forældre kom ud af telefonstormen og kunne meddele at sønnen var i god behold.

Han blev fundet hos en klassekammerat, som tidligere samme eftermiddag var spurgt af to veninder, om min søn var det og hvor svaret havde været nej.
kammeratens forældre ringede og beklagede, men vidste ikke at det for mig var et ukendt besøg.
En patruljebil kørte ham sikkert hjem til mor og for en lettelse da han stod i døren. Tårene kom pressende på uden varsel.
Forklaringen fra sønnen var at han havde prøvet at ringe fra en andens mobil for at give besked, men jeg havde været optaget og han prøvede ikke igen.

Vi har lært en vigtig lektie. Altid sige sandheden og holde de aftaler man laver. Får man ikke kontakt med sin voksen, må man komme hjem.
Hjertet sad i halsen, men faldt på plads igen.

Pas på dit guld!